Spar på vandet


For hver 1 m3 (1000 l) vand du bruger, betaler du 8,00 kr. til vandværket. Dertil kommer grøn afgift på 6,37 kr. og 3,59 kr. i moms . Vandafledningsafgiften er på 56,85 kr., så du betaler altså  74,81 kr. for hver m3 vand, du og din familie bruger.

Men prisen er ikke den eneste grund til, at du skal spare på vandet. Hver gang, du sparer på vandet, er du med til at sørge for, at vi også har rent grundvand i fremtiden. Det er godt at tænke på, hver gang man tænder for vandhanen - både på badeværelset, i køkkenet og på skolen.

Vandspild er overflødigt forbrug, som ingen har glæde af. Det drejer sig om alt fra dryppende vandhaner til utætte installationer. Desværre er de sidste både de sværeste at opdage og de mest kostbare, fordi det ofte drejer sig om enorme mængder vand fra selv en lille sprække.

 

Fakta

En parcelhus-familie på to voksne og to børn bruger pr. år ca. 160 m3 vand, hvilket beløber sig til ca. 12.000 kr. pr. år, incl. vandafgift, grøn afgift, vandafledningsafgift og moms. Hertil kommer opvarmningen af det varme vand, som bruges til bad, opvask osv.